Det vigtigste er ikke, hvad der er størst og bedst, men hvad der er Herrens vilje.

Sådan sagde den tyske missionær Ditmar Scheunemann til Petrus Octavianus, da de sad på Petrus' kontor på Det kristne Gymnasium i Malang. Det var i året 1959. Petrus havde inviteret en kvindelig missionær fra Sydamerika,Joy Riderhof, til at tale på gymnasiet. Han var selv til stede under mødet, og ordet stak ham i hjertet, mens hun talte ud fra ordet:

Jeg er døren; om nogen går ind gennem mig, skal han blive frelst; og han skal gå ind og gå ud og finde føde. Joy Riderhof sagde: Døren er lav og trang. Du kan ikke få alt det med dig, som du vil have. Nej, du må forlade alt, men Herren vil sørge for dig. Han vil give dig liv og mad, og han vil bevare og velsigne dig.

Hvad var det, der ramte Petrus Octavianus? Var han ikke frelst?Jo, det var han blevet et par år før, og det havde vakt ikke så lidt opsigt. Alle havde regnet med, at Octavianus var en kristen. Han var ikke alene rektor for Det kristne Gymnasium. Han var også leder af Den kristne Lærerskole, præsident for den kristne ungdomsbevægelse i Indonesien og medlem af ældsterådet i Den presbyterianske Kirke.

Alt dette havde han været uden at have levet i livssamfundet med Herren. Men i november 1957 var lynet slået ned. Under en møderække i kirken viste Gud ham hans sande stilling: Fremmed for livet i Gud - en fortabt synder i bund og grund.

Han råbte til Gud om nåde og frelse, som bare den kan gøre det, der står dømt ansigt til ansigt med den levende Gud. Hvad andre sagde og ville mene, betød intet. At blive frelst betød alt.

Og frelst blev Octavianus. Alt blev nyt for ham. Som rektor havde han ansvar for 2000 gymnasiaster og lærerstuderende, og han så straks hvilken vældig missionsmark, som lå lige foran hans dør. Disse unge måtte møde Jesus, blive frelst og født på ny på samme måde, som han selv havde erfaret det.

Hver uge blev der arrangeret møde på lærerskolen, og hver eneste dag var der andagt, og ungdom fra andre skoler og gymnasier strømmede til. Og mange blev frelst. Det drejede sig om unge fra kirkelige hjem, men også om unge med en muhamedansk baggrund. Af de sidste lod 40-50 sig døbe hvert år.

Det er et under, hver gang et menneske går fra døden til livet. Men tænker man på, hvor vanskeligt det er at nå den muhamedanske verden med evangeliet, bliver det endnu mere forunderligt. Guds Ånd virkede mægtigt. Og om nogen kunne siges at have fundet en åndelig bekræftelse på sin gerning og placering, måtte det være Petrus Octavianus.

Sådan så det ud for mennesker, men ikke for Gud.

Det vigtígste er ikke, hvad der er størst og bedst, men hvad der er Guds vilje. Bag disse ord hørte Octavianus ikke alene et menneskes røst. Han mødte ikke alene, hvad den unge missionærven Ditmar Scheunemann mente. Han hørte Gud tale til sig.

To gange havde Gud nu på afgørende vis grebet ind i Octavianus' liv. Første gang til frelse. Anden gang til tjeneste.

Man skal aldrig opstille skemaer, der viser, hvordan Gud griber ind i et menneskes liv. Den slags er kun menneskeværk, og Gud afgør suverænt, hvordan hans historie med det enkelte menneske skal være. I samme øjeblik Octavianus blev frelst, tog Jesus ham ind i sin discipel- og vidneskare. Og han lod ham blive redskab til manges frelse. Men det forhindrede ikke Herren i at ville bruge Octavianus til noget specielt i sit riges arbejde.

Gennem en enkel forkyndelse, hvor der ikke var blevet sagt andet og mere, end hvad der hver uge siges i talrige prædikener ud over verden, havde Herren kaldet ham til at bryde op. Han skulle sige sin stilling op og drage rundt som evangelist og forkynde evangeliet, hvor han kom frem.

En kristen sjælesørger kan visse gange i sit liv stå i situationer, hvis betydning han ikke selv har nogen anelse om.

Mon dette ikke har været tilfældet for den unge Ditmar Scheunemann? Han var på det tidspunkt bare midt i tyverne, var kommet til lndonesien som ung teologisk kandidat og var flyttet ind hos en indonesisk præstefamilie, hvor han boede gennem to år. Der lærte han sproget og blev fuldstændig fortrolig med indonesisk tankegang. Under sin studietid i Tyskland havde han ikke mistet kontakten med Guds levende lægfolk. Han siger selv, at han i højere grad blev uddannet til en missionærgerning gennem menighedsarbejdet i Lübeck end på det teologiske fakultet. Så at sige hver weekend var han med i evangelisationsfremstød. Han gik fra dør til dør og fra hus til hus for at tale med mennesker og invitere dem til møde.

Gennem hele sin studietid var der én ting, som stod klart for ham: At virkeliggøre det, som Herren ville - uanset, hvad mennesker måtte mene.

Derfor sagde han til Petrus Octavianus, som han gjorde: Det vigtigste er ikke, hvad der er størst og bedst, men hvad der er Guds vilje.

Petrus Octavianus skrev sin afskedsansøgning og sendte den til de indonesiske myndigheder. Men de nægtede at modtage den og fik ham overtalt til at stille sagen i bero et år. - Utvivlsomt i den tanke, at ansøgningen var skrevet i et øjeblik af sindsforvirring. Men året efter modtog de en fornyet ansøgning ledsaget af et brev, hvori Petrus Octavianus skrev, at hans beslutning var uigenkaldelig, og ingen og intet kunne hindre ham i at forlade sin stilling ved skoleårets udgang. Herren kaldte ham, og Octavianus måtte ud og vidne for ham.

Så stod han der. Han havde ansvar for sin hustru, der iøvrigt var javanesisk prinsesse, og otte børn. De boede i et fornemt hus, som han ikke havde råd til at blive i. Rygtet om, at Petrus Octavianus var blevet mærkelig,bredte sig som en løbeild. Han var jo en skikkelse, som var kendt viden om. De kristne forstod ham heller ikke. Han forlod jo et velsignelsesrigt arbejde på gymnasiet og lærerskolen. Det kunne da ikke være Guds mening, at han skulle gøre det.

Ej heller hans hustru kunne følge ham. Hun så hele deres tilværelse synke i grus, og hun fyldtes af bitterhed både imod sin mand og imod Gud. Da han anskaffede sig et simpelt bambushus med to værelser i en by, der ligger lidt nord for Batu, nægtede hun ganske enkelt at følge ham. At flytte ind i to værelser, hvor der ikke var vand indlagt, og hvor der ej heller var elektricitet, magtede hun ikke. Gennem et halvt år boede han så alene deroppe. Møblementet var enkelt. Det bestod bare af et bord og en stol. Om dagen arbejdede Petrus Octavianus ved bordet, og om natten sov han på det. Det var helt nødvendigt for ham at få nogen tid til fordybelse i Guds ord, før han begyndte at drage rundt som evangelist, så han brugte tiden til studium og gik iøvrigt rundt og talte med mennesker om Jesus Kristus.

Der skulle gå mere end fem år, før Petrus Octavianus' hustru Ibu accepterede, hvad der var sket. Vel drev nøden hende til at forlade deres hus i Malang og flytte ind i bambushuset, men den tvang hende ikke til at bøje sig. Hun kunne ikke. Hun græd og græd. Mest når hun var alene.

Men 5. februar 1965 var hun et bøjet menneske, der så sig selv som en, der ikke havde nogen ret hverken overfor mennesker eller overfor Gud. Hun fik udøst sit hjerte for Herren og lagt alt i hans hånd, og da blev hun løst. Alt blev nyt. Før havde den lange vej til floden efter vand været bitter for hende at gå, men nu var det, som om Jesus hviskede inde i hendes hjerte: jeg er det levende vand, og når de måtte tænde en petroleumslampe, fordi de ikke havde noget elektrisk lys, var det, som om hun hørte Jesu røst i sit indre: Jeg er livets lys.

Efter det halve års fordybelse i Guds ord var Petrus Octavianus begyndt at rejse omkring som evangelist. De fleste gange prædikede han ved vejkanten og på torvene. Overalt vidnede han for dem, han traf på, om Jesus Kristus. De fleste kirker var lukket for ham, og de forskellige missionsselskaber betragtede ham som en religiøs fantast. De mente, at noget måtte være sket oppe i hovedet for den tidligere rektor ved gymnasiet i Malang.

Således gik seks år, og vi er fremme ved 1966. Da var der nogle, som opfordrede Petrus Octavianus til at tale ved en møderække i universitetsbyen Bandung. Guds Ånd virkede mægtigt, og flere tusinde mennesker blev frelst. Vækkelsen bredte sig blandt studenter og universitetslærere, og folk strømmede til byens stadion, hvor møderne blev holdt. Rygtet om, hvad der skete i Bandung, bredte sig som en steppebrand til alle nationale kirker og missioner, og indstillingen til Petrus Octavianus begyndte straks at blive en anden. Kirkerne åbnede sig for ham, og det strømmede ind med opfordringer til at komme og tale ved møderækker.

Indstillingen til det fællesskab af kristne, som havde dannet sig omkring Petrus Octavianus' arbejde, blev også en ganske anden. Det var begyndt helt i det små i 1961, og de, som kendte til det, anså det nærmest for at være en ny sekt, der var startet. De havde også begyndt en lille bibelskole med bare 9 elever.

I dag er alting anderledes. Gennem årene er unge strømmer til bibelskolen, hvor de har modtaget en 5-årig uddannelse. De virker nu rundt omkring over hele Indonesien. Langt de fleste virker inden for de forskellige kirker og samfund. Flere og flere kontakter bibelskolen i Batu for at få evangelister og præster, fordi de har gjort den erfaring, at de får nogle af de mest helhjertede og veluddannede medarbejdere derfra. Talrige af dem har været med i den vækkelse, som er gået hen over visse dele af Indonesien.

Det lille Indonesian Missionary Fellowship er vokset; der er nu 178 fuldtidsansatte. 76 af dem er missionærer udefra, og resten er indonesere. I 1973 udsendte Indonesian Missionary Fellowship sit første missionærpar til Suriname, i 1974 et par til Brasilien, samme år en pige til Tyskland, og i 1977 har de sendt en missionær til Bangladesh.

Den åndelige leder og dynamiske kraft bag alt dette er Petrus Octavianus. Foruden at være leder af Indonesian Missionary Fellowship er han vicepræsident i Asia Mission's Association og i World Evangelical Fellowship. Han er medlem af fortsættelseskomiteen for Lausannemødet i 1974 og med i adskillige flere sammenhænge. Det er der imidlertid flere, der er, uden at være besjælet af den store gnist og åndskraft. Man kan næsten spørge, hvordan det er gået til, at Petrus Octavianus har kunnet blive kendt verden over, uden at han er blevet ødelagt af det. Der er jo ikke meget, som er farligere for en evangelisr end at blive berømt.

En lille episode kaster lys over, hvordan Petrus Octavianus er blevet bevaret:

Vi mødte Petrus Octavianus i Djarkarta. Han deltog i et bestyrelsesmøde, og vi fik lejlighed til at drøfte forskellige ting sammen med ham, bl.a. hvor vi skulle rejse hen for at få det bedst mulige indtryk af missionsmulighederne i Indonesien. Vi fulgte hans råd og rejste først til Borneo.

Da vi om morgenen skulle til flyvepladsen, skulle vi hente en ung mand på det hotel, hvor Petrus Octavianus også havde overnattet. Selv boede vi hos en familie, som så det som sit kald at vise gæstfrihed mod kristne. Det var det eneste, som de syntes, at de kunne gøre for Herren. Vi syntes nu heller ikke, det var så lidt! Deres hjem var som en ventesal på en jernbanestation. Folk kom og gik.

Den pågældende morgen fik vi fat i en taxa og kørte til det aftalte hotel. Jeg gik ind og fik fat i Hermann Richi, den unge mand, som vi skulle hente. Petrus Octavianus må åbenbart have hørt os på gangen, for han åbnede døren til sit værelse og bød os indenfor. Han var i færd med at klæde sig på, og det var tydeligt, at det ikke var mange øjeblikke siden, han havde forladt sengen. En anden havde måske nok fundet det ubehageligt at kalde andre ind på ens værelse midt under påklædningen. Temmelig ukendte bryder man sig i hvert fald ikke om at modtage uden at have fået strømperne på. Men det anfægtede ikke Octavianus. Han stod midt i værelset og bad os folde hænderne. Så bad han den hjælpeløses bøn til sin almægtige Fader. Bad for Mogens, bad for Hermann og bad for mig, bad om at vi måtte være i Guds vilje og plan med alle ting. Han bad konkret om, at Hermann måtte finde ind til hjerterne, og at Gud ville bane vejen for ham iblandt de mennesker, som han arbejdede blandt dybt inde i Borneos jungle, og han bad om, at vi måtte træffe de rette mennesker, som kunne give os de bedste informationer.

Det var, som alt i verden et øjeblik var lukket ude for ham. Han stod ansigt til ansigt med Gud.

Vi sagde farvel og begav os på vej ud i Djakartas myldrende trafik, som er det værste, jeg har oplevet i så henseende. Alligevel tog det lidt tid, før jeg var kaldt tilbage til de jordiske realiteter. Jeg havde lige været sammen med et menneske, som var hjælpeløst afhængig af Herren, og som måtte lægge ikke alene sig selv og sine, men også alle os andre frem for Herren.

Der går en linie fra det mærkelige bedemøde på hotellet i Djakarta og tilbage til ordene, som de lød til Petrus Octavianus i 1959: Det vigtigste er ikke, hvad der er størst og bedst, men hvad der er Guds vilje. Og linien er ubrudt.

HANS ERIK NISSEN  - Afsnit fra -  I GUDS SPOR - DANSK LUTHERSK FORLAG 1978 -  Shafan 28-07-22)