Alle synder - de være store eller små i menneskers øjne - alle uden undtagelse bliver de forladt. Thi det hedder om Gud: »Han, som tilgiver alle dine misgerninger.« Sl. 103, 3. »Han, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd.« 2 Mos 34, 7.

Alle til hobe er synderne kastet på Kristus. Han gik i vort sted, betalte vor skyld og gjorde det så fuldkomment, at ikke en eneste synd står tilbage. Følgelig er forladelse for al synd forhvervet til alle.

Og Gud forlader alle vore synder på een gang. Ikke: i dag denne, i morgen hin, men alle på een gang og for evigt. Han har kastet vore synder i havets dyb, fjernet dem fra os så langt, som østen er fra vesten, slettet vor misgerning som en tåge, vore synder som en sky.

Ved retfærdiggørelsen af tro tager Gud hele mennesket til nåde og skænker det hele Kristi retfærdighed. Men Kristi retfærdighed strækker til for enhver synd, fortidige og nutidige såvel som fremtidige, og bliver mennesker tilregnet, så længe de bliver l troen. »Vi har forløsning ved Jesu Kristi blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er.« Ef 1,7. Derfor kan den, som tror, eje vished om sin salighed, også når han fejler og forser sig. Thi han grunder ikke sin vished på egne gode gerninger eller ufuldkomne nådegaver, men på syndernes fuldkomne forladelse. Sker det, at han vakler, så skyldes det, at han ikke fæster blikket på Kristus alene, og bor i syndernes forladelse som i sit hjem, men vender sind og tanke mod andre ting eller søger efter noget hos sig selv, han kan sætte sin lid til.

»Så længe et menneske - på trods af, at han intet føler - alligevel finder alt i Kristus,« siger Francke, »så længe lever hjertet i den himmelske fred og bliver af Gud vederkvæget og styrket. Men så snart hjertet hovmoder sig og ikke i syndernes forladelse alene søger og finder sin salighed, betræder man en vej, som er fuld af uro og smerte.«

Det er derfor i høj grad fornødent, at vi fastholder den erkendelse, vi engang kom til: at vi af naturen er gudløse, fortabte og fordømte mennesker, at vi synder selv ved vore bedste gerninger og ville være redningsløst fortabte, hvis Gud tog sig for at gå i rette med os. Som de elendige stakler vi er, nøgne og blinde og ribbet for alt, må vi derfor bestandig hylle os i Kristi retfærdighed. Vor trøst og vor glæde må vi finde alene deri, at vi har syndernes forladelse og ved, at ligesom himmelen hvælver sig over jorden, er vi omgivet og omsluttet af en evig og uforanderlig nåde.

Nybegyndere i kristendommen vil som regel søge ikke så lidt trøst i den forandring, der er sket med dem, eller de nådegaver, der er skænket dem af Gud, og stiller store krav, både til sig selv og til andre, når det gælder helliggørelsen. Men da de søger deres tilfredsstillelse mere ved disse bække end ved selve kilden, mere regner med deres helliggørelse end med syndernes forladelse, mister de snart både saft og kraft. Uro og uvished sniger sig ind, fordi det mere og mere går op for dem, hvor ufuldkomment alt deres eget er. Og efterhånden ved de knap nok, hvad de skal tro om deres stilling i det hele taget.

Det gælder om at blive ved selve kilden, hvile i syndernes forladelse og sætte sin lid til nåden alene. Også i vor stræben efter hellighed må forladelsen altid være det første. Den er grundlaget og forudsætningen for alt. Vor Herre Jesus har selv sagt det i Joh 15,5, at »skilt fra mig kan I slet intet gøre.«

Måtte da han, som er troens banebryder og fuldender, selv hjælpe os at få denne tro i eje og bevare den til vor sidste stund!

(Uddrag fra SAMLEDE SKRIFTER  IV . Visheden om syndernes forladelse af C.O.ROSENIUS - 
LUTHERSK MISSIONSFORENINGS  FORLAG 1952  Shafan 25-07-22)