Fortroligt samfund 2.Mos.33,12-17
Forhistorien: Kap.32. .
Bønnen om at måtte blive forkastet, om folket ikke fik tilgivelse. - Det var bøn om Helvede i "afsindig" kærlighed. Sammenlign Rom.9,1-2 , 2.Kor.5,13-14
Jesus ofrede alt og smagte alt der. I evigheden er der mange overraskelser tilbage - da skal vi kende som vi er kendt.
    En bøn med den personlige indsats som Moses, Jesus og Paulus, den hører Gud.
    Bønnens forret er ikke, at vi spiller arbejdsgivere. Bøn må sættes i gang. Der er en indsats, som er vor. Kald på mig på nødens dag.
    Moses stillede sig selv til rådighed, da var han i kontakt med Gud i et enestående forhold ( 4.Mos.12,6-8 og 5.Mos.4,34 ) ansigt til ansigt.
    Moses kunne få sin vilje med Gud, fordi Gud kunne få sin vilje med Moses. Luther: Når Gud ikke vil, som vi vil, så vil jeg dog, hvad Gud vil, og så forbliver vi Guds venner.
    Alligevel må Moses stadig kæmpe sig frem for at kende Gud. Han har fundet nåde og må stride for at få nåde. Det er liv - om end inkonsekvent. Den indre spænding sprænger alle selvfølgeligheder og skaber tryghed hos Gud, mens sikkerhed i sig selv sprænges.
    Moses lægger ikke sin opgave fra sig. Går ind for Guds ansigt med den, når den synes ham urimeligt. Vil ligefrem råde Gud. Slm.103,7  Lod Moses se sine veje. Moses ville se ind i Guds hjerte. Han ville ikke nøjes med ansigtet. Nåden, han havde fået, satte ham i gang. Nåde, som modtages, sætter altid i gang. Den benådede kan ikke leve på det gamle. Nådens liv begærer Gud selv. Han ønsker at være alt for os.
    Hvorledes skulle Gud kunne andet end give os alt med ham. Rom.8,32
Til Abraham. (4.Mos.18,20)  Jeg selv er din arvelod. Har jeg blot dig Slm.73,25
Lad aldrig Guds gaver betage dig længselen efter ham selv. Djævelen vil lokke os med det gode, så vi glemmer det egentlige, Skaberen.
    Gaverne er intet mod giveren.
Moses vil Gud og hans nåde. Først Gud. Hvor er han tæt inde ved Guds hjerte. Det er måske en nåde, som er mindre end Guds nåde. Moses ville ikke af sted og ikke have nåde om Gud ikke var med. Moses var stærk. Han kunne undvære alt for Gud. Slm.73,26.
Stærkere end Guds vrede mod folket.
Vælt din vej på Herren. Hellig væltekunst - nogen, vi strider for i bøn. Vælt det over.
Gud leger med sine børn. Den evige Gud deler sin smerte med dig. Samfundet  som Kristi lidelser.
Resultatet: Herren spørger Moses v.14. Moses fristes til at blive et stort folk. Han afviser og vil kun Gud. Da får han alt hørt.
    En beder, som kun vil Herren og ikke noget for sig selv, er uimodståelig. Moses vil ikke selv til målet - men folket.  Moses er vågen. Han er helliget folket. (Forsagthed er ydmyget hovmod) Sand ydmyghed er dristig. Andre kalder det formastelighed.
Moses flytter sig ikke en tomme, om ikke Gud går med. Han hænger så hårdt ved Gud.
    Nu ser Moses ind i Fars hjerte. "Intet bud, ingen engel, hans åsyn frelste dem."
Moses kan selv tro, men folket må have et håndgribeligt tegn. "Du må selv vandre med, vise dem en udmærkelse frem for alle folk."
Hvor meget er det os om at gøre, at Gud er med os og bærer os.
Vover intet, uden Gud er foran. Vi kommer foran Gud og løber imod eller bagefter og spilder Guds muligheder. Være der, hvor Gud kan vandre med. Ikke let at have tålmodighed med Gud. Her læres det sagte mod 4.Mos.12,3.
Ikke et pjok. Han kunne vente på Gud. Han løb ikke efter naturlige anlæg. Han og hans folk får udmærkelse v.16. Sammenlign 1.Kor.1,26..  - det svage udvalgte Gud. Det, vi dømmer til affald, er Herrens udvalgte. Han har brug for alt som intet er.
Søren Kirkegård: "Gud skabte verden af intet. Gud gør os til intet, for at han kan gøre os til noget."
Det ringeste kan få udmærkelse, den at Herren går med.
Guds folk er enestående, men står ikke ene. Gud har aldrig svigtet. Du er med mig.
Løngangen ind er, at Guds vilje bliver vor. Han som kendte Guds vilje, fik indsigt i Guds vilje.
Han, som stod i nåde, fik ny nåde.

---