»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3,16).
Lad os tage hvert enkelt ord for sig selv, for ser man ordentligt efter, er det her faktisk en ret vild sætning. Hør bare:
Han -
lad os lige minde hinanden om, hvem »Han« er. Det er Gud, ham der
har skabt
Himlen og jorden og har været fra evighed og til evighed. Det er ham,
som er
kongernes konge og herrernes herre, han havde det første ord og vil få
det sidste,
begyndelsen og enden er han, uden ham er der ingenting.
Ham er det, som gav sin enbårne søn!
gav -
der var aldrig nogen, der tog det fra ham, aldrig nogen, der kunne
tage det fra
ham. Den almægtige og herlige Gud, som alting står og falder med, han
gav - og
med ordet »gav« menes netop det samme, som ligger i ordet »gave«: At man
giver
uden nødvendigvis at få noget igen.
Allerbedst forstår vi det, hvis vi slår julemanden og nisserne ihjel et øjeblik og forsøger at forstå, hvorfor vi giver hinanden gaver juleaften. For julen handler om Far, der giver sine børn den største af alle gaver. Det er en gave til alle hans børn, artige såvel som uartige. Gratis er den, givet til os i kærlighed - nøjagtig som man giver børn gaver juleaften for at glæde dem, uanset hvad de har bedrevet af destruktiv adfærd i løbet af året.
I parentes at bemærke: Det er derfor, vi lige må have sat ham med rensdyrene og de der spidshueklædte åndsamøber ud af spillet, for alt det dér handler jo om det modsatte af jul, nemlig at børnene skal gøre sig fortjent til at få gaver!
sin -
Gud Fader, Søn og Helligånd; tre og dog ét. Nej, vi forstår det
ikke! Men vi
aner alligevel konturerne. Da Abraham fik besked på at ofre sin søn
lsak, stod det
i Abrahams magt at gøre det eller at lade være med at gøre det. Det var
hans søn, og han kunne gøre, som han ville med ham. I dagens Danmark
ville der nok blive
problemer, for hvis en eller anden pædagog havde fået nys om, at et barn
skulle
ofres, ville der formentlig det selv samme år være indløbet en klage til
kommunen, som så i løbet af det næste år ville bede en socialrådgiver
sætte sig ind i
problemstillingen, og man ville måske allerede på det tredje år have
skræddersyet en handleplan med en mentorordning til denne ulykkelige
familie.
Men altså, ingen kunne på nogen måde blande sig i Guds beslutning. Det var hans beslutning, og ingen kommune eller region, intet land, ingen eller intet i hele verden kunne rokke ved den beslutning. Gud besluttede, hvad der skulle ske. Jesus brød sig ikke specielt om al den lidelse, der ventede ham, men lydig var han, også selv om han, lige før det gik løs, bad om at slippe, hvis det på nogen måde var muligt. Men det var altså ikke muligt! Hvis du og jeg skulle frelses, måtte Jesus dø på det kors som forudsagt i Skriften.
enbårne -
Jesus er den eneste. Han havde halvsøskende; Josef og Maria fik børn
sammen, men ingen var som ham: Guds søn og en kvindes søn. Gud og
menneske.
Jesus var Guds eneste søn; al Guds faderkærlighed var vendt til den søn,
han nu
gav hen til lidelse og død.
søn -
Jesus var (og er) søn af Gud og søn af Maria. Han er menneske og
Gud. Og det
at han var nogens søn, har betydning. Han, Gud selv, fødtes ind i denne
slægt for
at være os og frelse os.
(Andagt fra - JOHN - Et år med Johannes evangeliet - af Thomas Teglgaard Lohse 2016 - Shafan 03/12-22)
