»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3,16).
Til nye læsere: Vi er i gang med Johannesevangeliets tredje kapitel og er kommet til ordet fortabes (men måske skal det lige nævnes, at ikke alle ord gennemgås så grundigt).
Det står nærmest som en slags grundpræmis: fortabelsens mulighed. Mennesker går fortabt. Faktum. Og så til Guds sindelag i forhold til det, at mennesker kan gå fortabt: Gud sender sin elskede Jesus til jorden, for at de ikke skal fortabes.
Jamen er Gud ikke kærlig?
Jo.
Jamen er Gud ikke almægtig?
Jo.
Jamen er Gud ikke kærlig og almægtig?
Jo.
Jamen hvorfor sender Gud så sin søn til jorden, for at de ikke skal
fortabes, og så er der alligevel nogle mennesker, der går fortabt?
Det ærlige svar her er - ud over at korrigere ved at påstå, at ikke nogle, men mange mennesker går fortabt - det ærlige svar må være, at vi nok ikke helt kommer til at forstå det.
Gud er kærlig og almægtig og god og langt ud over, hvad vi kan tænke os frem til, og så er det på en eller anden måde sådan, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses, men at ikke alle mennesker bliver frelst. Og hvorfor det er sådan, ved vi ikke.
Der findes muligvis meget kloge (og sikkert også knap så kloge) mennesker, som vil sige, at de har regnet det ud. Det hænger sådan eller sådan her sammen, vil de sige, og, ja, logisk kan du måske, måske ikke få alting til at passe ind i et eller andet »system«. Men hvad der virkelig ligger bag dette paradoks af nøgne realiteter, kan vi ikke vide med sikkerhed.
Men det, vi kan vide med absolut sikkerhed, er, hvad vi kan læse i Bibelen. Her har Gud givet sig til kende - og her har Gud givet sin vilje til kende.
Guds vilje er, at vi skal tro på hans søn, Jesus. Det vil sige, at vi søger tilflugt hos ham i alle livets forhold, men først og fremmest i det, som er allervigtigst for os alle sammen, også nu i denne verden, selv om det ikke altid ser sådan ud: vores forhold til Gud.
Gud vil, at alle mennesker skal frelses. Det læser vi mange steder - også her i den tekst, hvor dagens ord er hugget fra. Det, vi skal have fat på i dag, er, hvad vi frelses fra. Fortabelsen er nemlig en reel mulighed for os alle sammen, og det gør vi klogest i aldrig at glemme.
Gud frelser os; det gør han ved én gang at sende sin søn til jorden for at opfylde loven og ved sin død og opstandelse at besejre døden og djævelen, og hvad der ellers måtte forsøge at stille sig i vejen for samværet med ham.
Men uden troen - ak, det er det, der er problemet: Uden troen på Jesus er der intet håb. Alting er dybest set uden betydning, uden mening, uden andet end sikker forventning om en evighed i mørket, en evighed uden Gud og uden håb om, at noget ændrer sig.
Fortabes.
Sikke et ord. Der ligger flere ting i det, noget uhyggeligt. Man kommer til at tænke på noget, der bliver tabt. Når ting tabes, kan de gå i stykker. Det tabte er der stadig, ligger der bare, men er tabt. Når noget fortabes, kan der ligge noget mere og noget andet i det også. Noget med at det ligesom går til spilde. Det er mistet i forbindelse med, at noget andet ikke bliver tabt, ikke går til spilde. Lidt ligesom når man fylder et glas helt op med vand og drøner af sted med det til en person, der er ved at dø af tørst, vel vidende, at nogle dyrebare dråber går til spilde undervejs. Tørsten skal slukkes i tide; det vigtige er derfor vandet, der når frem, ikke det der gik tabt undervejs.
Troen regner med det, som er. Gud glæder sig over dem, som lod sig frelse.
(Andagt fra - JOHN - Et år med Johannes evangeliet - af Thomas Teglgaard Lohse 2016 - Shafan 17/12-22)
