»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3,16).
Det dér med Guds kærlighed kan blive så underligt luftigt. Som når
mennesker i almindelighed taler om kærlighed. Mange mennesker tror, at
der er tale om en følelse, en varm oplevelse indeni. »Jeg elsker dig,«
siger de, men hvad betyder det andet, end »jeg har varme følelser for
dig her og nu«?
Sådan er det ikke med Guds kærlighed. Den er absolut ikke luftig og
ukonkret. Den er til at tage og føle på. Helt konkret er den.
Hvordan det? Ved at Gud gav sin søn hen for menneskeheden, så at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Og lad os lige minde hinanden om, hvordan Gud gav sin søn: Jesus blev ikke født som den kongesøn, han er. Han blev født i noget, som typisk beskrives som en stald. Det var nok snarere gæsteværelset, der ikke var plads i, det samme ord, som bruges om det lokale, Jesus siden indstifter nadveren i. Tanken om Josef og Maria, som går fra hus til hus for at finde et sted at overnatte, er mere fantasi og gætterier end konkret, historisk virkelighed; ligesom glansbilledet om en »hyggelig« fødsel med venlige husdyr som tilskuere heller ikke giver så megen mening. Fødsler gør ondt, der er blod og slim og råb og skrig, og ikke få kvinder har måttet lade livet undervejs. Og her, under ikke optimale forhold, fødte Maria Jesus, Guds søn.
Forud for Jesu fødsel havde det heller ikke været nemt. Hun var forlovet med Josef, og pludselig var hun gravid - og det ganske vist uden at de havde lavet halløj! Fordi Josef var en fin fyr, havde han tænkt sig at afbryde forlovelsen i al stilfærdighed. Men lige da han fik nyheden, kan han ikke have været for begejstret; noget med, at Maria en dag pludselig opsøger ham, fordi hun synes, at der er noget, han bør vide. Det må have været en svær samtale:
»Du, øh, Josef,« siger hun, »jeg er forresten gravid.«
»Hvad siger du?«
»Jeg sagde, at jeg er gravid.«
»Jam . ..«
»Det er Gud, Josef. Gud har gjort mig gravid.«
»Selvfølgelig! Men først kom der vel en engel og sagde, at det ville
ske, ikk'?«
»Ja,« siger hun lettet. »Så du tror på mig?«
Josef rejser sig. Han siger ikke mere, men går sin vej. Han havde glædet sig til at gifte sig med hende, men hun har altså været sammen med en anden.
Siden kommer englen - for det var jo rigtigt nok! - og siger til Josef, at Maria taler sandt: Hun bærer Guds barn.
Hvordan forklarer man sådan noget til venner og familie? Finten, hvis der er sådan én, må være, at det gør man ikke! Det kan man ikke! De vil selvfølgelig aldrig tro på én! Et godt gæt er, at Maria og Josef måtte leve med, at folk, de kendte (og ikke kendte), talte om dem og sagde det, som syntes så åbenlyst: At de to turtelduer ikke kunne holde snitterne fra hinanden, så nu var Maria gravid! At de ikke skammede sig!
(Og jeps, i dag i Danmark giver sådan noget jo ingen mening, men dengang i Israel anså man det faktisk som det naturlige at følge Guds bud om, at sex hører til i ægteskabet).
Sådan indledte Guds herlige søn sin tilværelse som menneske. Ikke nemt, blev ikke nemmere. Ikke optimalt, blev ikke mere optimalt. Ikke accepteret, blev med tiden fuldstændig forkastet af sit folk.
Jesus gav verden sit livgivende ord, men kun få gad høre på ham. Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. Han tjente os, og vi sagde pænt tak ved at slå ham ihjel. Hvorfor?
Jo, for således elskede Gud verden: Den kærlighedsgerning, Gud havde beredt krævede alt dette.
(Andagt fra - JOHN - Et år med Johannes evangeliet - af Thomas Teglgaard Lohse 2016 - Shafan 30/11-22)
