forklarelsens stad, den skære.
Vor frelser har sagt os, at hvor han er,
dér vil han, at vi skal være.
Den danske Salmebog nr.172
ved hellige fastetide
at skue, hvor Jesus Krist, Guds Søn,
i synderes sted må lide.
Hvem våger, til dagen bryder,
og smager med Herren den smertens kalk,
vor Fader i Himlen byder?
til Frelserens kors og pine,
til Lammet, som ofres for verdens skyld,
for dine synder og mine.
som våger over mig,
hvordan skal jeg dog elske,
og sandt lovprise dig?
Du værner mig så troligt
mod alle skjulte garn,
og gemmer under vingen
dit ængstelige barn.
4. Dit faderhjerte banker,
af stor barmhjertighed.
Du kender mine tanker,
og om min nød du ved.
Om natten og om dagen
dit øje åbent står
og faderhånden rækker
så langt, som himlen når.
Lina Sandell 1859 - Sange og Salmer
Også på korset beder Jesus til sin far. l ord og gerning har han afdækket fylden og rigdommen i dette ord. En far er en, der spejder efter sin søn. En far ser ham, mens han endnu er langt borte. En far tager i favn, ja, han kysser sin søn, selvom han kommer i laser og pjalter. En far kan ikke høre sit fortabte barns bekendelse til ende, før han sender bud efter den fineste festdragt - ikke til sig selv, men til ham, som han giver alt, hvad han ejer.
Sådan er Gud, og sådan har Jesus kendt ham gennem hele sit liv. At Jesus som søn er retfærdig i modsætningen til den fortabte søn, ændrer intet i Guds faderhjerte.
Det vidunderlige er, at Jesus har frelst dig ind i sit eget forhold til Gud. Gud er far, og du er barn. Hver eneste dag må du løfte dine øjne mod himlen og sige: Far. Det gælder også de dage, hvor det er allermest mørkt for dig. En far, der er, som Gud er, kan aldrig glemme sit barn. Han forlod Jesus, men glemte ham ikke.
Han siger: "Jeg forlod dig et lille øjeblik, men favner dig i stor barmhjertighed". En sådan himmelsk far har Jesus givet dig. For hans ansigt lever du, dør du, frelses du og velsignes du i evighed
(Fra "Det er fuldbragt" - reflektioner over Jesu syv korsord - af Hans Erik Nissen - LogosMedia 2008 - Shafan 01-04-12)
Bag nogle ord ligger en rystende virkelighed. Et af dem er ordet forladt. Der er stor forskel på aldrig at have kendt og så at have levet i et inderligt og fortroligt samfund med Gud og dernæst blive forladt.
Der er ingen, der har haft Jesu forhold til Gud. Han var selv Gud og kunne sige: Jeg og Faderen er et. Han kunne sige det uden forbehold. Han er Faderens udtrykte billede. Som Jesus er, sådan er Gud. Hans ord, hans gerninger, ja, alt gør han i kraft af sin far. Han er Guds herligheds glans, og han bærer alt med sit mægtige ord.
Men på Golgata blev han forladt. Faderens hellighed knuste ham. Han oplevede det mest forfærdelige af alt: Han blev forladt af Gud. Og vel at mærke: Det var ikke en fremmed gud, der havde forladt ham, men det var hans Gud. Hans inderste råbte efter den far, han elskede. Men han var der ikke - eller rettere: Hans vrede var der - ikke hans kærlighed.
Det var den pris, Jesus måtte betale for at kunne sige, at du er købt, og prisen er betalt. Som vi synger det: "Så steg du i vor jammer ned, så dybt som ingen ved". Den pris er ikke givet forgæves, hvis du løfter dit blik mod korset og beder: Herre, frels mig!
(Fra "Det er fuldbragt" - reflektioner over Jesu syv korsord - af Hans Erik Nissen - LogosMedia 2008 - Shafan 01-04-12)
1) Jeg ser dig, søde Lam, at stå
på Zions bjergetop.
Men ak, den vej, du måtte gå,
så tung, så trang derop!
O byrde, som på dig var kast:
al verdens skam og last!
Så sank du i vor jammer ned
så dybt, som ingen ved.
2) Uskyldig Lam! så ynkelig
du ville ofres hen.
Din kærlighed har bundet dig
at få os løst igen.
Du led og sled vort fængsels bånd
med naglet fod og hånd;
du gik som løve af din grav,
vor død du plyndred af.
Hans Adolph Brorson (1765).
Den danske Salmebog nr.572,1-2