Opstanden
Se, vi går op til Jerusalem,
forklarelsens stad, den skære.
Vor frelser har sagt os, at hvor han er,
dér vil han, at vi skal være.

Den danske Salmebog nr.172
Se, vi går op til Jerusalem
ved hellige fastetide
at skue, hvor Jesus Krist, Guds Søn,
i synderes sted må lide.
Se, vi går op til Jerusalem.
Hvem våger, til dagen bryder,
og smager med Herren den smertens kalk,
vor Fader i Himlen byder?
Se, vi går op til Jerusalem,
til Frelserens kors og pine,
til Lammet, som ofres for verdens skyld,
for dine synder og mine.
1. Du ømme faderhjerte,
som våger over mig,
hvordan skal jeg dog elske,
og sandt lovprise dig?
Du værner mig så troligt
mod alle skjulte garn,
og gemmer under vingen
dit ængstelige barn.

4. Dit faderhjerte banker,
af stor barmhjertighed.
Du kender mine tanker,
og om min nød du ved.
Om natten og om dagen
dit øje åbent står
og faderhånden rækker
så langt, som himlen når.

Lina Sandell 1859  - Sange og Salmer
Det 4. korsord -  Matt.27,46
Af Hans Erik Nissen - "DET ER FULDBRAGT"

Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«

MIN GUD, MIN GUD!

De samme ord kan være båret af glæde og jubel og af den dybeste fortvivlelse.
Hver gang du i dit inderste hører det velsignede, at den evige Gud, Himlens og jordens Herre, virkelig er din Gud, bliver du fyldt af undren: Tænk, den eneste sande Gud er min! Ingen lykke kan måle sig med det! Han er din, og du er hans. Han tilhører dig, og du tilhører ham.

Men langfredag var det anderledes for Jesus. Da han sagde: “l\/lin Gud, min Gud", var ordene fyldt af fortvivlelse. I al evighed havde Gud og han været ét. l\/len nu siges ordene af en søn, der er forladt af sin far. De rummer en smerte, der går til marv og ben. Aldrig er der sagt så frygtelige ord på jord. De har brændt sig ind til det inderste af dem, som hørte dem. Det er derfor, lvlattæus citerer nøjagtigt, som Jesus sagde dem: Eli, Elf! Lemá sabaktáni?

Ordene er som et nødskrig, der Siger, hvad det er at være fortabt. Det er at råbe i mørket efter Gud, men der kommer ikke noget svar. Råbet er forgæves. Gud er tavs. Det er Helvede. Det eneste svar er tørst.

Det var det for Jesus, og det bliver det for enhver, der ikke omvender sig til ham.

Hvorfor

Hvorfor er et frygteligt ord, når det råbes, uden at man får noget svar. Ja, fortabelsen er Guds tavshed.

Ikke så sjældent opleves hans svar mærkeli­ge. Det er, som om han svarede på noget andet, end det du spurgte om. Du spørger menneske­ligt. Han svarer guddommeligt. Hans svar til­fredsstiller ikke altid vor tanke, men hans svar i hans ord rækker altid hjertet en forunderlig hjælp og trøst. Gennem Skrifterne fører han os ind i sine tanker, og der finder sjælen hvile. Det betyder langt mere, end hvis Gud gav dig be­grundelsen for, hvorfor han handler, som han gør.

Gennem hele sit liv fik Jesus svar på hver eneste af sine hvorfor, men på korset blev det anderledes. Der afløstes spørgsmålet af tørst - ikke alene en legemlig, men også sjælelig tørst.

Når Gud ikke svarede Jesus, er det, fordi han vil svare dig. Det var egentlig dig, der ikke skulle have svar. Men i sit forhold til Gud stil­lede Jesus sig der, hvor du skulle have stået. Langfredag byttede du plads med Jesus. Han tog din for at give dig sin.

Når du ikke synes, at du får svar, så gør du det alligevel. Du får troens svar, som siger, at din himmelske fader både tager og giver, for at du gennem alt, hvad der møder dig, skal have alt med Kristus. Da er du uendelig rig, selvom du føler dig fattig.


1) Jeg ser dig, søde Lam, at stå
på Zions bjergetop.
Men ak, den vej, du måtte gå,
så tung, så trang derop!
O byrde, som på dig var kast:
al verdens skam og last!
Så sank du i vor jammer ned
så dybt, som ingen ved.

2) Uskyldig Lam! så ynkelig
du ville ofres hen.
Din kærlighed har bundet dig
at få os løst igen.
Du led og sled vort fængsels bånd
med naglet fod og hånd;
du gik som løve af din grav,
vor død du plyndred af.

Hans Adolph Brorson (1765).
Den danske Salmebog nr.572,1-2
FORLADT

Bag nogle ord ligger en rystende virkelighed. Et af dem er ordet forladt. Der er stor forskel på aldrig at have kendt og så at have levet i et inderligt og fortroligt samfund med Gud og dernæst blive forladt. 

Der er ingen, der har haft Jesu forhold til Gud. Han var selv Gud og kunne sige: Jeg og Fade­ren er et. Han kunne sige det uden forbehold. Han er Faderens udtrykte billede. Som Jesus er, sådan er Gud. Hans ord, hans gerninger, ja, alt gør han i kraft af sin far. Han er Guds herlig­heds glans, og han bærer alt med sit mægtige ord.

Men på Golgata blev han forladt. Faderens hellighed knuste ham. Han oplevede det mest forfærdelige af alt: Han blev forladt af Gud. Og vel at mærke: Det var ikke en fremmed gud, der havde forladt ham, men det var hans Gud. Hans inderste råbte efter den far, han elskede. Men han var der ikke - eller rettere: Hans vrede var der - ikke hans kærlighed. 

Det var den pris, Jesus måtte betale for at kunne sige, at du er købt, og prisen er betalt. Som vi synger det: "Så steg du i vor jammer ned, så dybt som ingen ved". Den pris er ikke givet forgæves, hvis du løfter dit blik mod kor­set og beder: Herre, frels mig!

(Fra "Det er fuldbragt" - reflektioner over Jesu syv korsord - af Hans Erik Nissen - LogosMedia 2008 - Shafan 29-03-14)

1. O Helligånd! mit hjerte
den stad så hårdt attrår,
det søde hjem,
Jerusalem,
hvor al min nød og smerte
sit pas og afsked får.
O Helligånd! mit hjerte
den stad så hårdt attrår.

2. Men ak, de fare-vande!
Hvor kan jeg finde spor
blandt blinde skær,
mod strøm og vejr,
til frydeborg at lande?
Jeg skal, jeg er derfor.
Men ak, de fare-vande!
Hvor kan jeg finde spor?

3. Befæst mig dog de tanker:
Jeg snart i Himlen står.
Gør troen kæk
mod bølgens skræk,
hold selv ved ror og anker,
du ved, hvad jeg formår!
Befæst mig dog de tanker:
Jeg snart i Himlen står.

Hans Adolph Brorson (1765).
Den danske Salmebog nr.559,1-3
1. Korset vil jeg aldrig svige,
Som saa salig bliver endt.
Skulde jeg en Christen være,
Uden Christi Kors at bære?
Nej, jeg har, vil JEsus sige,
Aldrig den Discipel kiendt.
Korset vil &c. &c.
2. Paa de mørke Ørkens Gange
Følger det forjætte Land.
10Hvad os her kan hart begegne,
Er kun saare lidt at regne
Mod uendelig at prange
I Fuldkommenhedens Stand.
Paa de mørke &c. &c.
H.A.Brorson  -  Kalliope.org