Påskenøglerne
- Frygt ikke! Jeg er første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og dødsrigets nøgler. (Åb. 1,18)

Som barn læste jeg om et stort og ældgammelt slot et sted i verden. Et mystisk byggeri med en mængde værelser. Til ét af værelserne fandtes der ingen nøgle. Dygtige smede havde prøvet at lave en, men ingen kunne dreje den rundt i en dør hugget til af tunge egeplanker. Værelset forblev låst dér i slottets dybe kælder. Få gik derned. Og var det nødvendigt, skete det på »listefødder«. Opgaven blev klaret i stor hast.

Hvilken hemmelighed gemte værelset vel? Ingen kunne svare. Nøglen fandtes ikke.

Når det gælder mit liv som troende efter døden, taler Bibelen om en bolig, om rum, mange rum. Et Paradis, sagde han til røveren, der udåndede ved Jesu side på korset på Golgata. Et evigt liv, en evig salighed, lover Jesus sine børn. Ellers er der aflåset og lukket.

Og det mærkelige er, at de tre personer, Jesus opvakte fra de døde, ikke har efterladt sig en eneste sætning om, hvad de mødte eller oplevede efter døden. De er tavse. Lazarus, enkens søn fra Nain og Jairus' datter.

Dødens nøgler

Nøglen til min egen dødsdag, eller dødsnat, den time, hvor jeg skal udånde og forlade denne verden, den nøgle er i Mesterens hånd. Det er min store og dejlige trøst nu i alderdommens år. Jeg skal ikke gruble eller ængstes, når jeg lever i troen på Jesus og daglig ejer en fuld syndernes forladelse i et fortroligt samfund med Frelseren. Så vil jeg rolig og tryg vente, til den hemmelige dør lukkes op for mig. For der kommer én, der har en nøgle - en påskenøgle. Om det er hans plan at låse op, når jeg er hjemme, på rejse eller i et sygeværelse, pludselig og uventet, eller når medicinflaskerne er ryddet væk og alle ansigter uden ord fortæller mig, at ingen jordens dråber hjælper længere.

Timen er kommet. Der rasles med himmelnøgler. Sejrsnøgler. En »nådenøgle«   - noget uforskyldt og ufortjent skal lukke mig videre frem til Paradis - til »Abrahams skød«, som Jesus selv sagde, da han var i verden. I billedtale ville han sige os, hvad han engang vil lukke sine børn ind til. Herligt og vidunderligt! I de sidste pulsslag vil jeg muligvis huske, hvad jeg læste og understregede i min bibel en tidlig morgen i Sibirien. Dengang var jeg ung og fulgte den trans-sibirskejernbane på vej mod Kina:  

- Som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. (Salmernes Bog 139,1 6) 

Nøglen til dødsriget 

- Nedfaret til dødsriget. .. 
Søndag formiddag bekender vi i kirken dette som vor tro. 

Jesus havde en påskenøgle med sig - en sejrsnøgle. Og lukkede sig ind i de dødes verden. Herom siger apostelen Peter: 

- Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden, ihvilken han også drog hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring. (1 Pet. 3,18 og 19) 

For dem, der var i forvaring, proklamerede Jesus sin endelige sejr, før han blev optaget til Himmelen og tog sæde ved Faderens højre. Denne nøgle vil han bruge endnu en gang, nemlig ved tidernes ende, i opstandelsen og den endelige dom: 

- Og Havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og dødsrlget gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger. (Åb. 20,13) 

Nøglen til min grav 

Hvis jeg får en. 
Min far fik ingen grav. Han omkom på søen, da jeg var seks år gammel. Han blev aldrig fundet. Men i en gammel bibel, som jeg har efter min mor, som døde, da jeg var elleve, er det lige fra Ãb. 20,13 citerede vers understreget med en dato i margenen. Og datoen er en dag nogle måneder før den store sorg. 

Havet skulle engang give den døde tilbage, selv om ikke nogen bølge i noget verdenshav skjulte en brøkdel af et minde efter denne far til fire børn. 

Det er dette, der gør troen på Jesus til en »undertro« - et herligt evangelium lige ind i døden og efter døden. Op af havet og ved forvandling i et eneste øjeblik skal denne far stige frem i herligheden med et herliggjort legeme. 

Og til sidst som trøst for os alle: 
Har vi overgivet os til Jesus - -frelst ved hans nåde og tilgivelse for så at leve i et fortroligt og helligt samfund med ham - skal vi ikke frygte døden. Ham, vi følger og hviler hos i tro og tillid, har nøglerne. Det er den hellige risiko, som er velbehagelig for Herren. 

Han vil ikke glemme din grav iden første opstandel-se! Heller ikke de, der ingen grav fik. Alle klodens have skal sigtes. Jordens muld skal gå gennem Skaberens hænder. Hvert kammer i dødsriget gennemsøges. Alt, hvad der har haft menneskeansigt, samles i det sidste store opgør foran en høj, hvid trone. 

Gud vil det sådan, og han viger aldrig fra sin plan. Det er Skriftens klare tale. Vi er dyrt købt, siger Ordet. Skylden er betalt - sonet ved Lammets dyre blod og sår. Alt blev opgjort på Golgata. Hvert eneste menneske er hans ejendom - formet i hans billede. Han så sig selv idet første hav, han skabte. Det blev hans spejl. Vi blev hans hænders værk. Et åndepust fra Skaberen blev dette støvs sjæl. Og som Gud selv kan sjælen aldrig dø. Jesus er førstegrøden. Vi »eftergrøden«. Det er opstandelsen. 

Memento mori (Husk du skal dø)! 

Memmto miraclum (Husk underet)! 

Dette havde Martin Luther graveret i den ring, han altid bar.