To af de tre går ad en ganske almindelig landevej mel­lem Jerusalem og Damaskus. Den tredje indhenter dem og følger med.
De to er disciple. 
Den tredje er den opstandne Jesus Kristus. 

Dette finder vi nedskrevet i Lukas-evangeliet 24,13- 35. Tag dig nu tid til at læse det afsnit langsomt igen­nem. Under et guddommeligt lys fra oven og ved Den hellige Ånds ledelse vil der blive ret mange pauser for dig og mig. For der sker noget undervejs. Der bliver nogle stop i vor vandring, sådan som der blev det for de to, fordi den tredje indhentede dem. Ord fra Jesus, der standser os og bliver til personlig ransagelse. På­trængende spørgsmål om mit discipelforhold til ham, der opsøger mig på ny og tager sig tid til at vandre nog­le stadier sammen med mig. 

De to var ikke hedninger fra grænselandet mod Ty­rus og Sidon. De var heller ikke turister fra en vestlig provins i det romerske verdensrige. Det var troende mennesker. To disciple. Vi læser ud af sammenhæn­gen, at de ikke blev regnet til de tolv. De har muligvis været blandt de halvfjerds, som Jesus sendte ud. Det finder vi heller ikke nedskrevet. Vi får navnet på den ene - Kleopas. 

Netop denne baggrund gør tekstafsnittet fra vort evangelium så levende og dagsaktuelt. Det er Jesus ef­ter påskemorgen. Det er Frelseren, der opsøger og indhenter de svigtende børn. Det er disciple med tyn­gende tvivl. En bedrøvet vanding på en støvet lande­vej. Det er hyrden Jesus, som tager sig tid til at vandre disse stadier med dem for at hjælpe, retlede, trøste og formane. 

I dag er det os, han indhenter - dig og mig, der blev hans børn. En discipel, men en, som trænger til et nyt besøg af den opstandne og sejrende Jesus Kristus. 
For det første er der da to ting, som særligt kende­tegner disse vandrere,før Jesus indhenter dem.

Så bedrøvede ud 

De standsede, da den fremmede indhentede dem, og Skriften siger, at de så bedrøvede ud. 

I dag er der også meget, der bedrøver os som troen­de i verden. Mest er vi måske bedrøvede over os selv. Bedrøvet over, at jeg aldrig kan sejre over mine svag­heder, blive bedre som kristen, være et mere lysende eksempel for de andre eller ofre mig mere i tjenesten for min Herre. 

Alligevel burde der under vandringen være mere glæde over os - en slags himmelsk solskin. En sejrs­gang. Ikke i hovmod og selvtillid, men i hellig frimo­dighed, fordi Jesus har frelst mig og løst mig fra selvli­vet og det at være selvhjulpet. Burde have oplevet, at der er ny kraft at finde - en kilde, som vælder frem mod synd og al urenhed, som Bibelen siger det. Daglig renselse og tilgivelse skaber en glæde i mit hjerte, som også vil vise sig i mit ansigt. Det vil sige i den daglige ef­terfølgelse i Kristi spor.

Sorg kan også mærke os af andre grunde. En af mine nærmeste er pludselig taget fra mig, modgang i hverdagen, vanskeligheder på arbejdet, drilleri i sko­len, fordi jeg vil være en  Jesu discipel. Måske som den eneste i en hel klasse i gymnasiet.

Men du lagde vel mærke til under læsningen, at Je­sus ikke bebrejdede de to det tunge, der lå over deres ansigt. Nej, han går ind imellem de to, kommer i takt med dem og begynder sin sjælesorg. Igen denne dybe og stærke bibelske sandhed - han tager sig af sine fej­lende børn. Lyt bare. Tag imod tugten og trøsten. Så tørres tårer, og solskinnet bryder frem - hos en disci­pel. Og dine ikke-troende medvandrere vil undres over det solskin, der kan ligge f.eks. over en ung, der går forbi alle jordens glædessteder.

Tresindstyve stadier

Tresindstyve stadier fra Jerusalem. En stadie er 185 meter. 

Denne afstand er farlig for en discipel, for et Guds barn. Muligvis vil du sige, at det er »søgt« at anvende de ord på denne måde. Men jeg gør det alligevel, fordi det i mine unge år blev en vækker for mig. Og derfor måjeg forkynde det i dag. Som ung missionær i Kina indhentede Jesus mig på min Emmaus-vej. Han gjor­de det i en stærk fornyelsens vækkelse, som store dele af landet oplevede det netop da. Han begyndte at vandre sammen med mig. Mild, men stærk. Hellig, men alligevel ved min side som lille menneske i jordens vrimmel. Ved Ordet jeg hørte, ved de mange, mange blade jeg vendte i min Bibel, talte Frelseren til mig om mine tresindstyve stadiers afstand fra Getsemane, fra Golgata og den sprængte grav. Discipel, troende, end­da udsendt som missionær, og så alligevel denne af­stand til at helligt, fortroligt samfund med Jesus.

Nu var undskyldninger lette at finde både under prædikestol og i enrum: De mange studier derhjem­me. Lektier og terperi. Og nu sprogstudier i et frem­med land. Du tørrer let ind - åndelig set, desværre. Men ingen af mine undskyldninger holdt, da den stær­ke fornyeisens vækkelse brød ind over store dele af Kina og nåede vor missionsmark lige efter 1930 (jeg ankom i 1928). Sammen med kære kinesiske medar­bejdere i evangeliets tjeneste måtte også en ung missio­nær ned i støvet med panden mod kirkens cementgulv til et nyt møde med Jesus, der havde bedt mig rejse til dette store, glemte folk. Det smerter at blive indhentet på den måde. Det koster ofte meget, når tresindstyve stadier skal forkortes til nul. 

Også mod mig var Frelseren nådig. Han sendte mig ikke hjem. I stedet gav han mig over 40 år i et folk, jeg kom til at holde af og blev bundet til for livet. 

Dette er Jesus efter påskemorgen. Det er Tomas og Peter. Det er elleve, som har lukket sig inde af frygt for mennesker og pludselig oplever, at Jesus står midt iblandt dem, løfter hænderne og velsigner dem. I ste­det for at sende dem tilbage til båd og garn, til plov og spade tager han sig af dem, trøster, hjælper og skaber nyt mod for en evangeliets verdens erobring. 

Hvad med dig, der læser dette? 
Det begyndte så stærkt og rigt i en ungdomsvækkel­se eller i »rnidalderens« stærke år. Du var  iJerusalem. I dag er du ude i en radius på 60 stadier. Der sker din åndelige vandring. Muligvis med et bedrøvet sind. El­ler du vandrer bare videre i forlængelse af denne radi­us. Det registreres i Himmelen og mærkes efterhån­den tydeligt i din menighed, den forsamling, som var din glæde. Stands et lille øjeblik. Jesus kan ikke glem­me dig. Han går omkring som dengang mellem påske og himmelfarten for at tage sig af sine fejlende børn. HyrdenJesus er villig til at gå de ti tusinde stadier helt ud for at redde dig tilbage til et helligt og fortroligt samfund. 

Uklare øjne 

Ja, sådan er det gengivet i min kinesiske bibel. I vor bi­bel står der, at deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. 

Der er en sammenhæng mellem 60 stadier og uklare øjne. På afstand bliver alt uklart og tåget. Og i sam­menhængen her: Vi ser ikke  Jesus tydeligt i hans for­nedrelse, lidelse og død. Offerlammet. Golgata ligger i tåge. Korset skimtes ikke. Desuden får man et uklart syn på sig selv: Jeg er nu ikke værst. De fleste i flokken af kristne er som jeg. Hverken bedre eller værre. Det er det mål, vi bruger efter de 60 stadier - og ud mod de 100 ... 

En discipel med uklare øjne.

(Fortsættelse følger - på siden "Tre ved et bord-2")  -