Daniel ændrede ikke sine bedevaner ( Dan. 6,11-18) 

Det hele kan virke lidt tilfældigt. Daniel ved godt, at det ikke er Dareios' hensigt at ramme ham gennem forbudet mod at bede til nogen anden Gud end Dareios i 30 dage. Det var rigets embedsmænd, der havde lavet en sammen­sværgelse imod ham.

Endnu en gang stilles Daniel på valg. Igen skal han tage en beslutning, der kan få betydelige følger for hans eget liv. 

Vi bliver sat på prøve i enhver valgsituation. Daniel kunne være blevet fristet på den måde, at han ville bede mere i sin seng om aftenen, så ingen ville have bemærket noget. Han kunne også have bedt lidt mindre i den første måned ­og have taget sig en lille ferie fra bønnen. Og så kunne han have bedt mere i næste måned. Forbudet gjaldt jo kun i 30 dage. Den tid går hurtigt, og han kunne hurtigt få indhen­tet det forsømte.

Men Daniel vidste, at hvis han ikke gik op i sit tagkam­mer ( Matt.6,6), havde han i virkeligheden bøjet knæ for Dareios og dermed for Satan. Daniel stod over for et af­gørende valg. Han skulle vælge mellem Gud og Satan.

Daniel valgte rigtigt (6,11), ligesom han havde gjort før (1,8). Der er ingen tvivl om, at der er sammenhæng mellem de forskellige valg, vi foretager i livet. Den afgørelse du tager på krisens tunge dag, er påvirket af det valg, du tager i dag. Sat på spidsen kan vi sige: Det, du vælger nu ­i dag - får betydning for det, du vælger senere. Fx den dag, hvor Antikrists mærke skal sættes, hvis vi lever længe nok til at opleve det ( Åb.13,16-17). 

»Daniel havde en underlig rygrad.: skriver en amerikansk forfatter. »Den kunne bøje sig tre gange om dagen for Gud, men ikke en gang for at tilbede kongen« (Egil Strand). 

Daniels bedevaner er godt skildret i 6,11: 

1. Han havde vinduerne åbne mod Jerusalem. 
2. Han bad regelmæssigt - tre gange om dagen. 
3. Han bøjede sine knæ, når han bad. 
4. Han kom med bøn og lovprisning for sin Guds åsyn. 

Men så bliver der tilføjet et led, der gælder den aktuelle situation, som Daniel netop da befandt sig i: »sådan havde han altid gjort« (6,11). 

Dette sidste var det vigtigste netop på dette tidspunkt. Han valgte ikke et andet tidspunkt af forsigtighedshensyn eller menneskefrygt. Daniel frygtede Gud og ingen andre. Sml. Es.51,12. 

Daniel gik ind i sit lønkammer og bad! Nu var Daniel igen midt i kampen om herredømmet og tilbedelsen. Du og jeg står i den samme kamp i dag. 

Hvis Daniel vendte sig mod det jordiske Jerusalem, når han bad, var hans hjerte og sind vendt mod det evige Jeru­salem. Hvad betyder nogle få år her, når det skal sammen­lignes med den evige salighed hjemme hos Herren? »Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser« ( Fil.3,20). 

Og så var der ingen vej udenom. Loven skulle hånd­hæves, straffen måtte fuldbyrdes (6,16). Daniel skulle i løvekulen.

Daniel undgik ikke løvekulen. Man kunne måske have forestillet sig, at Gud ville have grebet ind, eller at kong Dareios fandt en udvej i løbet af dagen (6,15). Der blev sik­kert holdt bedemøder for Daniel blandt de hellige venner. Men der skete ikke noget. Daniel skulle straffes.

Så blev Daniel kastet i løvekulen (6,17). En sten blev lagt over, og den blev forseglet med to segl (v.18). Først med kongens segl, så satrapperne ikke kunne komme og gøre Daniel fortræd. Og så med stormændenes segl, så kongen ikke kunne gribe ind i sidste øjeblik og redde ham. 

Nu skulle Daniel have sin »ilddåb«, Hans gudstro og ger­ning for Gud skulle prøves. Derfor var natten i løvekulen nødvendig - både for ham selv og for de andre. Daniel viste sig at være tro indtil døden (sml. Fil.2,8). Hans gudstro skulle få sejrens krone. 

(Dag Risdal - "Daniel - profet og troskæmpe" Bibelskolens Elevforening 1993 - Shafan 27-02-13)