At vandre med Gud Eksempler fra Bibelen, Salmebogen  o.a.

v.1 Dig vandre vi så gerne med, opstandne Jesus milde! Med dig til Himlens hvilested vi gerne følges ville.	v.2 O, kom til os og slip os ej, men drag os, når vi ikke er raske nok på Himlens vej, hvor torne foden stikke!	v.3 Vor aftenstund er altid nær i hver en livets alder; o, vær vort lys med lifligt skær, når aftenduggen falder.	v.4 Når da vor dunkle pilgrimsfærd ved målet er til ende, vi skal med himmelsk klarhed dér dig og din Fader kende.
		Thomas Kingo 1689. N.F.S. Grundtvig 1853. Den Danske Salmebog nr.782

Mika siger det sådan:
Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud. Mika. 6,8

v.2 Jeg går i trængsel, hvor jeg går, mod synden skal jeg stride; om Gud med korsets ris mig slår, det skal jeg tålig lide; tit ingen vej jeg ser, hvor jeg kan vandre mer, når modgangs tåge om mig står. Jeg går i trængsel, hvor jeg går.	v.5 Jeg går med Jesus, hvor jeg går, han har mig ved sin side, han skjuler mig med sine sår og hjælper mig at stride. Hvor han sit fodspor lod, der sætter jeg min fod trods al den del, mig ilde spår. Jeg går med Jesus, hvor jeg går.		v.3 Under dine vingers skygge som i barndomshjemmet trygge vandrer vi trods storm og slud; fries vi end ej for fare, dog fra mørkets magt og snare du bevarer os, vor Gud.	v.5 Under dine vingers skygge lad kun korsets byrde trykke, klage lyde på vor gang! Fader! dine visdomshænder kors til sejrens palme vender, klageråb til jubelsang.
"Jeg går i fare, hvor jeg går" Hans Adolph Brorson 1734. Den Danske Salmebog nr.45			"Under dine vingers skygge" H.A. Timm 1852. Den Danske Salmebog nr.50

"Efter at Enok havde fået Metusalem, vandrede han i 300 år med Gud og fik sønner og døtre. - Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort."  1.Mos.5,22 + 24.
Om Noa læser vi: han vandrede med Gud 1.Mos.6,9 , Idet Jakob velsigner Josefs sønner lyder det: "Den Gud, for hvis ansigt mine fædre Abraham og Isak vandrede, .." 1.Mos.48,15
På vor vandring med Gud, vil Han bære os og bevare os: "I ørkenen så du, hvordan Herren din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej, I vandrede, lige til I kom til stedet her." 5.Mos.1,31 -  "Han gjorde disse store tegn for øjnene af os og bevarede os hele den vej, vi vandrede, og blandt alle de folk, hvis lande vi vandrede igennem". Jos.24,17
"Herren din Gud har jo velsignet dig i al din gerning; han har fulgt dig på din vandring i denne store ørken." 5.Mos.2,7
"Selv om jeg vandrer i trængsler, holder du mig i live trods mine fjenders had; du rækker din hånd ud, og din højre hånd frelser mig;" Slm.138,7

Gud skal alting mage, dig ved hånden tage, når du synke skal; når du vil fortvi'le, finder ingen hvile udi modgangs dal, Gud da vil selv træde til, da skal al din kummer endes, som et strå forbrændes. (Hans Adolph Brorson 1734. Den Danske Salmebog nr.34,v.3 )		v.1 Han, som på jorden bejler til troskab uden svig, når vi kun vil, besegler sin pagt om Himmerig. Han døber med den Helligånd på ord, som aldrig fejler, han rækker os sin hånd.	v.3 Den hånd med bibelstaven os trøster i al nød, den lukker op Guds-haven for os i liv og død; engang den bryder gennem sky og vinker op fra graven vor krop med kjortel ny.	v.5 Halleluja for hånden, som Herren os har rakt! Halleluja for Ånden, som livet os har bragt! Halleluja for ærens krans, for hvilen efter vånden, for glæden i sin glans!		Gud er din Fader, dig ej forlader, Sønnen endnu som sin broder dig ser, trofast dig Ånden tager ved hånden, leder dig fremad, hvad ønsker du mer? C.O. Rosenius 1847. Den Danske Salmebog nr.656,v.2
		N.F.S. Grundtvig 1843 og 1845. Den Danske Salmebog nr.479

En andagt:
Tag mig i hånden. Højs. 1,4
»De ringeste småting, som kommer på din vej, o, bring dem til Jesus, så vil han hjælpe dig.« Således synger vi. Og det er sandt. Vi må komme til Jesus med alt. Han må lede vore skridt og hjælpe os på pilgrimsrejsen, som ofte kan være streng og svær.
Alligevel er det meget vigtigt, at der er balance i vort åndelige liv. Det er forkert, hvis vi igennem vor bøn alene vil trække Gud ind i vor verden. Vi skal først og fremmest bede om, at han vil føre os ind i sin verden.
Tag mig i hånden. Før mig derhen, hvor du vil.
Jesus har en smerte, han vil dele med dig. Det er nøden for alle dem, der vandrer uden Gud og uden håb. Han har udgydt sin kærlighed i dit hjerte, for at du skal elske dem, han elsker.
Det er velsignet rigt at være Herrens redskab. Vel kan tjenesten være tung og fyldt med vanskeligheder. Ingen fastholdes i Guds gerning uden udholdenhed. Men ser du tilbage, er du ikke i tvivl om, at dit livs største rigdom er forbundet med den tjeneste, du fik af Herren selv.
Tag mig i hånden.
Denne bøn er dybest set en bøn om at lære Jesus bedre at kende. Din kristendom er først og fremmest Jesus selv. Det er ham, din tanke og din længsel retter sig imod. Det er ham, du elsker. Derfor ønsker du at se ham i hans herlighed.
Tænk at få et dybere indblik i forsoningen. Tænk at kunne erkende, hvad det kostede Gud at frelse. Ingen mennesketanke kan fatte det. Det er en hemmelighed, som Gud må åbenbare gennem sit ord ved Helligånden. Det er hjertet, Gud oplyser. Du kan aldrig fuldt ud tolke i ord, hvad Gud har ladet dig erkende i dybet af dit hjerte. Men har du fattet lidt af hemmeligheden, forstærkes bønnen.
Tag mig i hånden! Før mig ind i dine helligdomme! Lad mig kende dine hellige tanker! Giv mig at undres over din herlighed, som er fuld af nåde og sandhed.
Med den bøn på læberne tørster du efter Gud, og det er alene ham, som kan slukke denne tørst. Han vil gøre det i sin nåde.

v.1 Hvor lifligt er det dog at gå med Jesu ord i munde, hans sår, hans død at tænke på og alt hans værk begrunde!	v.2 Den glæde to disciple fik, så deres hjerter brændte, da ud til Emmaus de gik, og Herren sorgen endte.	v.3 Thi Jesu kors, hans død og grav var deres vandrings tale, som dem et smerteminde gav, det ej de kunne svale.	v.6 Dig vandrer jeg så gerne med, opstandne Jesus milde, til Himlen jeg i dine fjed så gerne følges ville.	v.7 O, følg dog med, jeg slipper ej o, drag mig, når jeg ikke så fyrig er på Himlens vej, hvor torne foden stikke!
"Hvor lifligt er det dog at gå"  Luk 24,13-35 Thomas Kingo 1689 Den Danske Salmebog nr.244

I bogen "Abraham " (Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1994)  tager forfatteren, Kjell Dahlene os med på en vandring med Abraham i troens rige.
Abraham kendte hverken vejen eller målet, men blev ledt af Guds hånd. - "Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind"(Slm.37,5)
Abraham byggede hverken byer eller fæstninger. Han ejede kun landet i troen på Guds løfter. Abraham var en fremmed - han var på gennemrejse.
Ligesom Abraham skal vi heller ikke slå os ned i denne verden. Guds riges velsignelse i denne verden, er ikke det endelige mål for Guds børn. Der lyder altid  et undervejs fra kaldets Herre.
Afsnittet "For Herrens ansigt" , som er gengivet på Shafan,  fortæller noget om det at vandre for Herrens ansigt.
Vandringen med Gud havde stor betydning for Abram. Det har det for enhver, der vil følge Abram i troens rige.

Dette siger Herren: »Stil jer ved vejene, og se jer om; spørg efter de gamle stier; følg vejen til det gode, så skal I finde hvile for jeres sjæle!«  Jer.6,16.

I Bibelen og også i mange af vore sange/ salmer er der eksempler på det at vandre med Gud. - Gud går foran - Han leder ved sit råd - også gennem kløfter - måske som Peter der måtte opleve, at blive ført hen, hvor han ikke ville. (Joh.21, 18)

Vi er ikke alene, når Gud tager os ved hånden - men som salmisten må vi sige:
                      »Du, Herre, er min tilflugt!«salme 91,9

---