Da Paulus så brødrene, takkede han Gud og fik nyt mod. Der var to kendte mødesteder på den store handelsrute, som fører fra Brindisi til Rom. 60 km fra hovedstaden var der en stor plads, Frorum ved Via Appia. 11 km længere fremme var der tre pubber, dengang kaldet taverner, hvor de rejsende gjorde ophold.

Man kan godt forestille sig, hvordan apostelen sad der, bundet med kæder mellem vognene, overvåget af en gnaven vagtpost. De andre soldater havde tjekket ind. Nysgerrige forbipasserende stirrede på fangen.

Sådanne dybder måtte Guds store sendebud igennem. Fremtiden så mørk ud for Paulus. Han var træt og tørstig. Hvordan vil det være i sådan en situation at blive fyldt med anfægtelse. Hvorfor fører Gud mig denne vej? Da dukkede et par mænd pludselig op. Paulus havde aldrig tidligere set dem. Måske var det blot slaver eller simple mennesker fra folket. Men Paulus så i dem det højeste: "Brødre!"

Det har de andre ikke mærket meget til. De kender heller ikke den store hemmelighed, som rundt over hele jorden forbinder Guds folk som brødre. I samme øjeblik var de tungsindige tanker forduftet. Paulus måtte bryde ud i takke- og lovsange. Mon de i det hele taget kunne snakke så meget med hinanden.? Vi ved det ikke. Måske var det blot en kort hilsen, før de igen var skilt.

Det var nok for Paulus. Som han så brødrene vandt han nyt mod. Selvom han kort efter blev nedværdiget og vanæres som en forbryder af vagtmandskabet, som Via Appia var blevet ført til Rom. Der i denne fremmede, ja uhyggelige by levede brødre! Her var der mennesker, som Jesus virkede iblandt. Fængslet som Paulus blev ført til lå i det kraftfelt, som tilhører en Herre, som har al magt i himmel og på jord.

Hvilken styrke har Vorherre beredt for os midt i verdens uroligheder, når han gennem brødre, viser os, at han, Jesus, er der.

(Andagt nr 156 af Winrich Scheffbuch -  Wer Jesus hat, hat das Leben -Hänssler-Verlag Neuhausen bei Stuttgart 1977 - på Sermon-online) - Shafan 28-09-22)