min kærlighed til dig,
da mind mig om Getsemane,
og hvad du led for mig.
E. P. Hammond
Den danske Salmebog nr.172
jeg aldrig glemme kan,
da jeg i angst og blodig sved
så Jesus, Gud og mand.
/:Jeg glemmer ej:/
jeg glemmer ej din ve,
da jeg dig så i angst på knæ
hist i Getsemane.
i ånden vandred' om,
jeg så, hvor byrden var dig svær,
Guds retfærds strenge dom.
du dér for mig og stred.
Jeg aldrig magter at forstå,
hvad da dit hjerte led.
Eg veit ein hage dyr og kjær,
i tunge stunder kjem han nær.
Då ser eg Frelsaren på kne
så einsam i Getseinane.
Hans hjarta skjelv av pine stor,
og sveitten dryp som blod til jord.
Men venene har lagt seg ned
og sovna i Getsemane.
“Å, Fader, finst det annan veg,
så ta den kalken bort frå meg!
Men viijen din i alt må skje”
bad Jesus i Getsemane.
Ha takk, min Frelsar, for den strid
som skapte lys til evig tid!
Kvar gong eg veik vil gå i le,
så syn meg ditt Getsemane!
Og når eg går for trygg min veg,
eg hugsar det du leid for meg!
Då ser eg Frelsaren på kne
så einsam i Getsemane.
ønske alle læsere en rig og velsignet påske.
Jesus Kristus er den eneste hjælp for synderen som ligger bundet af sin synd. Vil du komme til Jesus? Det er dig, som må svare på det. Ingen andre kan svare for dig.
Det var her i Getsemane den egentlige prøve stod – Jesus var villig til at gå i døden for mig og dig – af kærlighed til os, der i os selv var fortabte – uden håb.
Der kommer som regel mange timer i et menneskes liv – nogle er i bestemt form – TIMEN - en time, som har særlig betydning.
TIMEN - hvor Gud spørger: hvor er du? - han kalder på dig.
TIMEN - hvor du hører Jesu ord: Det er Fuldbragt.
TIMEN - hvor Jesus siger: følg mig
TIMEN - hvor Jesus siger: gå
TIMEN - som bliver den sidste her på jord.
TIMEN - hvor vi står for dommeren.
Mange andre kunne nævnes, men lad disse være nok -
hvordan er vor indstilling til TIMEN?
Har jeg sagt ja til at Jesus værk er mit – eller klarer jeg mig uden? -
I Matt 25,31-46 læser vi alvorlige og tankevækkende beretninger om Dommens time. »Våg derfor,« siger Jesus, »for I kender hverken dagen eller timen!«
Golgata, du skj ensels minne,
Golgata, du frelsens
tinde,
- døpt med hatets sorte dåp,
lysende som
verdens håp.
Stille, leser, mens du skuer
helvedes og himlens
luer:
himlens kjærlighet den milde,
helveds hat
det blinde, ville.
Hør, nå lyder hammerslag - !
Hult de gjennom
luften drønner,
og det er som jorden stønner
under dem til denne dag.
Korset reises. Skarpt det tegner
seg mot himlens
dype blå.
Mangens kinn ved synet blegner
mens
de stirrer mørkt derpå.
Hør - fra mengdens hese struper
som fra selve
helveds gruber
stiger brølet, hviner, skjærer
opp
mot ham som korset bærer:
“Hill deg, konge! Helt, du store
som så mange
storverk gjorde!
Hvorfor nå så rent forsagt?
Stig
dog ned og vis din makt!
Hill deg, konge! Helt,
du store!”
- Hvilke eviglange timer!
Endelig de første
strimer
gir av lyset atter håp,
da et mektig, klang-
fullt rop
som musikk fra korset klinger:
“Det er
fullbrakt!”
Og en fred som et vift av englevinger.
Også i dette nummeret av Bibelsk Tro siteres vers av Edin Holme (1865-1927).
Denne gangen hentes stoffet fra hans første bok, som kom ut første gang i 1906. Han hadde nok forsøkt seg med å skrive vers helt fra barndommen, men han var 41 år da han utga “Menneskesønnen”.
“Golgata” har mange vers, med ulike versemål. Her tar jeg med et lite utvalg.
Holme var født i Verdal i Nord-Trøndelag. Jeg vil i denne sammenheng også sitere vers fra en annen forfatter fra samme kommunen.
Navnet er Bjarne Slapgard (1901-1997). Slapgard skrev bl.a. romaner, noveller, dikt og barnebøker. Han var ellers skolemann og en ivrig målmann og fikk flere priser og utmerkelser.
“Getsemane” er hentet fra samlingen “Livet skal gro” (1971).
1. Hin time i Getsemane
jeg aldrig glemme kan,
da jeg i angst og blodig sved
så Jesus, Gud og mand.
/:Jeg glemmer ej:/
jeg glemmer ej din ve,
da jeg dig så i angst på knæ
hist i Getsemane.
2. Da jeg blandt havens dunkle træer
i ånden vandred' om,
jeg så, hvor byrden var dig svær,
Guds retfærds strenge dom.
3. Forladt af hele verden lå
du dér for mig og stred.
Jeg aldrig magter at forstå,
hvad da dit hjerte led.
4. Og om du skulle kølnet se
min kærlighed til dig,
da mind mig om Getsemane,
og hvad du led for mig.
E. P. Hammond
Men er det nu rigtigt? - Hvor lang tid går der, før jeg har glemt hvad der skete .. hvor lang tid går det, før skolelærdommen er glemt –
det jeg engang har lært, men ikke dyrket senere. Der bliver hurtigt lagt et glemselens dække over det. Det holder ikke. Jeg må holde det vedlige.
Det samme gælder TIMEN – det er ikke nok, at jeg engang har læst Bibelen og nu siger, at den har jeg læst – jeg må videre – Den kender jeg. Er det meste ikke glemt? - og selv om jeg har lært det hele udenad – så er det ikke noget som bærer, hvis jeg ikke dagligt får åbenbaret Ordet – Jesus.
Som menneske har vi forskellige sanser, men evnen til at fatte Jesus har vi mistet i syndefaldet – og igen og igen må Helligånden pege på / åbenbare for mig, hvad Jesus / Ordet betyder. – Uden ORDET indhyldes jeg i en tæt tåge - og mister blikket på Jesus. Jeg glider over i en åndelig søvn – hvor jeg mener selv at at være Gud. Men Gud den almægtige – al verdens skaber - bliver en eller anden tom figur – noget jeg kan betragte på afstand og dyrker efter egne præmisser.
Jeg må bede, som der står i en salmen. Naglet til et kors på jorden - nr. 195 i Den Danske Salmebog (Grundtvig 1837)
O, lad aldrig nogen sinde korsets træ mig gå af minde, som dig, frelsens fyrste, bar; men lad kors og død og smerte tale, råbe i mit hjerte, hvad min frelse kostet har! -
mit salighedens anker på,
den grund er Jesu død og vunder,
hvor den før verdens grundvold lå.
Det er en grund, der evig står,
når jord og himmel selv forgår.
5 Så lad det gå, som ham behager,
der af forbarmelse er fuld,
jeg ved, han giver eller tager,
så er han nådig, tro og huld;
lad ham mig føre op og ned,
hans vej er alt barmhjertighed.
6 Ved denne grund jeg fast vil blive,
så længe jeg på jorden går,
det vil jeg tænke, tale, drive,
så længe mig en åre slår.
Hist synger jeg i englekor:
Barmhjertighed! hvor er du stor!
Johann Andreas Rothe 1722..
Hans Adolph Brorson 1735.
Den danske Salmebog nr.510
1) O Helligånd! mit hjerte
den stad så hårdt attrår,
det søde hjem,
Jerusalem,
hvor al min nød og smerte
sit pas og afsked får.
O Helligånd! mit hjerte
den stad så hårdt attrår.
2) Men ak, de fare-vande!
Hvor kan jeg finde spor
blandt blinde skær,
mod strøm og vejr,
til frydeborg at lande?
Jeg skal, jeg er derfor.
Men ak, de fare-vande!
Hvor kan jeg finde spor?
3) Befæst mig dog de tanker:
Jeg snart i Himlen står.
Gør troen kæk
mod bølgens skræk,
hold selv ved ror og anker,
du ved, hvad jeg formår!
Befæst mig dog de tanker:
Jeg snart i Himlen står.
Tidligere: 
-