Nærhed 

Tresindstyve stadier bliver til en håndsbredde mellem stole ved et bord i et hjem, hvor dørene er slået op for Jesus. Da begynder han at give. Brudt brød deles ud. Først en vandring i tvivl, sorg og bedrøvelse. Tre sam­men. Midterst er det Frelseren. Der lyttes nogle sta­dier. Så har det hjulpet. Øjnene åbnes og bliver klare. Projektørlys over Golgataprofetierne. Og nu bare en håndsbredde eller to mellem hænder, der giver, og discipelhænder, der tager imod. Nærhed. Fornyelse. Varme. 

Ja, varme. 
Vore kristne lande i Vesteuropa, den verden, der fik evangeliet først, bliver koldere år for år, når det gæl­der levende og stærkt kristenliv. Vi giver efter for ti­dens tryk og påvirkning. Vi smittes af den. Langsomt over årtier. Vi omformes ubemærket. Males i tidens kværn. Vi er her, men er blakkede og kraftløse, betrag­ter Ordet og vor hellige bekendelse med uklare øjne. Tresindstyve stadier fra Jerusalem bliver alt uklart. Sammenblandet. 

Profetens ord er stadig aktuelt: 
- Dit sølv er blevet til slagger, din vin er spædet med vand. ( Es. 1,22) 

Vor eneste redning er - besøget. Dette at Jesus indhen­ter os ude ved de farlige tresindstyve stadier. At vi kommer ind i vækkelse og fornyelse. Opgør og ud­frielse. Bøn født af nød. Hengivelse i forbøn. Trang til at vidne.
Der står om disse to disciple: - De brød straks op og vendte tilbage til Jerusalem ( Luk. 24,33). 

Nu var det jo sen aften, ja, måske allerede nat. Tre­sindstyve stadier uden gadelys. Der var ingen bus eller taxa. Der var sand og sandaler. De kunne jo have ven­tet, til det blev morgen og lys dag. Nej, det kunne de ikke. De måtte dele den vidunderlige oplevelse med an­dre. I den sene nat fandt de frem til discipelflokken i Jerusalem. 

Her ligger nok hemmeligheden til vækkelse, til evangeliets sejrsgang i mit fædreland og ud til jordens yderste grænser. Der sker altid noget, når Jesus igen indhenter disciple, der på en eller anden måde har fået radiusafstand til Golgata på tresindstyve stadier eller mere. Når den opstandne kommer op ad trap­perne og sætter sig ved mit bord. Der sker noget, når nærhed afløser afstand. Når Herren gæster os, kom­mer os nær i en fornyelse, må vi dele det med andre. Da fyldes den lille sal ved bedemødet før mødet i den store sal. Da ligger der åndsmagt over prædikestol og vidnemøde. Da fyldes offerkurvene. 

Men det begynder måske med to eller tre. 
I efteråret 1982 oplevede en lille by i Agder en gen­nemgribende vækkelse. Det lille missionshus var for­faldet gennem årene. Ingen tænkte på at reparere det. Det blev så sjældent brugt. Men i den lille sal blev der i mange vintre fyret op en aften om ugen. To-tre, som­me tider fire mødte op for at bede. Disse var indhentet og havde mødt Jesus på ny. De havde fået en stærk nød for deres egn. 
Gennem flere vintre og lyse sommeraftener blev dø­ren til den lille sal låst op og låst sent igen. Og så svarede Herren med en gennemgribende for­nyelse over de troende i byen og med vækkelse over mange, der stod helt udenfor. 

Et af resultaterne? 
Dette: Nu står missionshuset nyrestaureret og smukt i byen. Ikke ved formaninger. Ikke ved påmin­delse fra nogen. Nej, Herren havde indhentet sine slø­ve disciple tresindstyve stadier fra Golgata, fornyet dem, renset og tændt brand i deres hjerter. Uklare øjne var blevet åbnet. Så en dag kunne der ligge 20.000 kr. på lederens bord. En anden dag 10.000 - eller tre gange dette beløb. 
Det kunne vi læse om i bladene. Og det stadfæster de sandheder, vi her taler med hinanden om. Jesus er den samme i dag. 
Fra den lille sal ind i en nyrestaureret stor sal. Resultatet af besøg - for nogle ude ved den sidste stadie af de tresindstyve. 

Højsædet 

- Da han brød brødet ... ( Luk. 24,35). 
Det skulle en gæst ikke gøre. 

Efter jødernes tradition var det hjemmets overho­ved, der skulle udføre denne handling. I dette tilfælde Kleopas eller den navnløse medvandrer.
Så lærer vi noget her: 

Først noget om Jesus. Han tiltvinger sig ikke ad­gang. Ordet fortæller, at han lod som om han ville gå videre (vers 28). Han ønskede sikkert ikke noget mere end at blive budt ind - komme de to endnu nærmere og dele noget med dem i enrum. 
Det er disciplen, der må indbyde - åbne døren. 

For det andet: Der ligger en risiko i det at få besøg af Mesteren ude på vore tresindstyve stadier. En fare ved at han standser ved vor dør, og vi indbyder ham. Risiko?! 
Du studser. 

Jo, denne: Han indtager højsædet! Han ønsker ikke at være gæst i nogen forsamling el­ler noget hjem eller hjerte. Nej, der hvor der åbnes for ham i sønderknuselse, opgør og renselse, går han lige til højsædet. Der er hans plads. Frelseren, mit eneste håb i liv og død, er også konge. Derfor tager han heller ikke imod noget mindre end højsædet - tronen. 
Ikke for at herske, men vejlede. 
Husbond! 
Jesus gav sig selv denne titel ( Matt. 20,1). 
Os andre i efterfølgelsen kalder han arbejdere. Så er vi rigtig placeret i forhold til højsædet. 

- Husk du er soldat! 
Det lød over telefonen fra bestyrelsens formand mellem jul og nytår. Jeg var hjemme i Norge mellem to perioder i Asien. Jeg var lige kommet hjem fra en præ­dikerejse nordpå i landet. Hjemkomsten til Oslo skete lige før juleaften, da jeg var forsinket på grund af væk­kclse, hvor jeg havde været. Jeg glædede mig til også at fejre nytår med min familie. 

Men nu var en af missionens ledere blevet syg. Han skulle have talt ved dette specielle nytårs møde. 
- Du må rejse i stedet, Aavik. 
Der blev vist en lille pause i telefonen. Jeg var ung. De små børn omkring mig ved telefonen var glade for, at far var hjemme igen. Det var i den pause, det kom klart og tydeligt fra den anden ende af tråden: - Husk du er soldat! 

Jeg var bedrøvet, bestemt ingen helt. Og med man­ge spørgsmål: - der er vel andre, der kunne ... ?
Denne leder er forlængst borte - hjemme hos Gud ­men budskabet til mig over telefonen har fulgt mig lige til i dag. Det hjalp mig til at falde til ro i tjenestesto­len ved husbondens langbord. Højsædet blev trukket lidt frem den dag. Tjenersædet fandt også sin plads. Lydighedsforholdet til Mesteren blev lidt klarere. Forsagelsen og troen - som vi er døbt til og i det mindste jeg som fjortenårig blev konfirmeret ind i ­glemmer vi dem i dag? 
Troen taler vi meget om. 
Om forsagelsen meget, meget lidt. Desværre. 

I mange troendes liv har Jesus blot fået en skammel lige inden for vor dør. Det kan være godt at have med, hvis der skulle ske noget, så vi får brug for ham. Men højsædet vil vi selv beholde. 
At blive indhentet af Jesus i tresindstyve stadiers af­stand fra Golgata indebærer også, at han og jeg bytter plads. Han indtager højsædet.  Jeg skammelen. 

Brødet 

Men soldateropgaven, tjenervejen, er ikke det første. Heldigvis begyndte det ikke der, men med dette: 
- De genkendte ham, da han brød brødet (vers 35). 
Før han sender ud, deler han ud. Deler brød ud. 
Ære være Faderen, Sønnen og Ånden for det. 

-Han, som mætter din sjæl ( Salme 103,5). 
-Du dækker bord for mig ( Salme 23,5). 

Efter dette nådemåltid haster de to af sted. Husbond og tjenere. Sådanne disciple kan tiltagende nat og mørke ikke holde tilbage. 

Købe 

Dette med åndeligt åbne øjne har noget med Johan­nes' Åbenbaring at gøre. I brevet til menigheden i La­odikea læser vi:

- Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgen­heds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se. ( Johs. Åb. 3,18) 

Købe salve til øjnene ... 
Læser vi hele dette brev, opdager vi, at menigheden havde uklare åndelige øjne. 
Men købe? Bibelen siger jo, at alt er frit og gratis. Det er bare at komme og tage imod. 
Sælge - købe. 
Disse to ord bruger Jesus, når han taler til folket om at omvende sig, blive frelst og komme ind i hans følge. 

- Med Himmeriget er det ligesom med en købmand, der søgte efter skønne perler; og da han havde fundet en meget kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den. ( Matt. 13,45-46) 

Vi lægger nøje mærke til Jesu ord her. Han siger om købmanden, at han søgte. I åndelig tale ville vi vel i dag sige, at han var vakt - var et søgende menneske. Det er vigtigt at lægge mærke til. For først da er man villig til at betale eller ofre noget. 
Det hænder af og til, vi læser eller hører ord som det­te: - Det kostede denne kvinde eller mand meget at overgive sig til Gud.
Det kostede. Eller: - Det blev dyrt for denne broder at vende til­bage til Herren.

Ude på missions markerne kan vi opleve dette meget konkret, når vi står rundt omkring et bål på den åbne gårdsplads i hjem, hvor familien har overgivet sig til Gud. Det er mange generationers afguder, der går op i luer. Og det koster meget for denne familie, der har ansvar for slægtssammenhængen netop i denne time, men alle er klar over, at de må. 
For dig, der er et søgende og længtende menneske, er det andre ting. Du er ganske klar over, hvad det er - for at blive i billedet fra missionsmarken - der må ka­stes på bålet. Det skal koste noget fra vor side. Ellers bli­ver den åndelige fødsel uden veer, og det nye liv, om der er noget nyt liv, vegt og farveløst som et forårsskud i en mørk kælder. 

Den samme lov gælder for en discipel ude på de tre­sindstyve eller måske hundrede stadier. I et nyt møde med  Jesus, når han indhenter os, kommer det altid til et opgør med fortiden. Helt konkret: Gammel gæld jeg må betale, mennesker jeg må opsøge og bekende synd for. Det kan også være et opgør med landets myn­digheder for at få fred i sjælen og håb om evig salig­hed.

Den slags koster! Men det er ikke betaling for frelsen, for syndernes tilgivelse. Alt det blev klaret af Jesus på Golgata. Men en missionær, som har oplevet de dybtgående vækkel­ser i østen, undrer sig undertiden herhjemme. Ved mødet lyder der en indbydelse til at komme frem og overgive sig til Jesus. Det har jeg selv gjort. Da smerter det dybt at se ældre og unge stå der uden en tåre over sig selv. 

Nu ved jeg godt, at »tårer kan ej frelse«, men skatten er gemt i en mark, sagde Jesus. Og ofte må der graves dybt både i min fortid og nutid i bekendelse og opgør, før jeg favner denne skat. Nogle graver den også ned igen. For det er en perle, siger Jesus. Og den skal være til pryd - funkle klart på vort bryst. Det kan tit og ofte koste ganske meget. Perlen er bekendelse. I et kristenliv levet for Herrens åsyn, funkler og stråler den. Ude omkring de tresindstyve stadier har den tabt sin glans. Den begyndte at stråle igen ved et bord, hvor Jesus brød brødet. Ordet, da Herren udlagde skrifterne, tændte en ild hos de to disciple, så afstanden til korset blev afkortet til en håndsbredde. For denne hellige ild strålede perlen op igen. Den lyste under de tresindsty­ve stadiers hastige gang tilbage til Jerusalem, og i ny­tændt glans i et stærkt vidnesbyrd blandt de elleve.

- Hid alle, som tørster, her er vand, korn, I, som ikke har pen­ge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk. ( Es. 55,1)
Køb uden penge. 
Et paradoks. 
Men dette er evangeliet om frelsen. Når vi kommer til Jesus første gang og senere i vort daglige komme un­der vandringen mod Paradis. Fra vor side skal det ko­ste noget at komme gennem den trange port. Ligele­des når Herren indhenter os i en vækkeisens fornyel­se. Manden solgte alt og købte perlen - skatten! Sådan sagde J esus. 

(Afsnit 1 - Afsnit 2)  -